- Ja og når vi så kommer op til Stigsnæsværket, så skal vi bare falde ca. 20 grader. Derefter er det bare op med patten ( læs spiler ) og så moser vi der op af med 10-12 knob. Det passer faktisk med at vi kan være i Ålborg fredag aften… og det er J-dag… kanon plan …
På eventyr..
Planen var der jo ikke noget galt med, den torsdag da vi drog til Karrebæksminde for at hente Tjejen. Jeg mener, her havde vi gået i 10 år og snakket om den her store båd, som engang skulle blive en realitet. Som en Trabjerg er man jo optimist til fingerspidserne, og jeg havde da ikke lige taget højde for at ubetydelige ting som fx DMI og andre mindre uheld kunne lave om på en ellers så vel planlagt ekspedition. Og påstå at tågen lå tæt over Karrebæksminde denne Torsdag morgen, vil være en mild underdrivelse. Dog var det i et gevaldig humør at første hold ankom til det sydsjællandske. Belært af min kære hr. faders bitre lærte erfaringer fra Nordsøen hin nat med det gode skib Bacardi, havde jeg provianteret til en længere (troede jeg ) belejring af Kattegat. For at lette logistikken en smule havde vi delt os op i to hold. Hold 1. bestod af skipper og hans tro væbner psyko-gasten ( i brede kredse bedre kendt som Heine Bang) samt Louise, der alligevel bare skulle have statistik i skolen og derfor havde valgt at bruge dagen som chauffør. Aftalen var at vi sammen med sælger skulle sejle til Næstved, hvor hold 2 så skulle støde til. Hold 2, der udover moster Ib og Per også bestod af den frygtløse ( og til tider let provokerende ) murermester fra Struer, Jørgen Yde, blev fragtet over broen af far Frode der, grundet en lidt tynd undskyldning om en dårlig og gammel ryg, havde klaret frisag ved at melde sig som chauffør.
Kl. 11.00 gik det op for skipper at en 45 fods sejlbåd er en stor sejlbåd. Sælger proklamerede at han havde ondt i et øre og derfor ikke kunne sejle med til Næstved. Jeg spurgte forsigtig om der måske var et søkort ombord, men fik det svar at det ikke var noget problem. " I skal bare sejle under broen og så lige ud….. når løbet deler sig i 2 holder I bare til bagbord og så igennem en bro mere….. vi ses!" - hvorefter han smed fortøjningerne….
(Her tænkte skipper: Det er pisse tåget, vi kan ikke se en skid og vi ved praktisk talt ikke ret meget om hvor vi er. Vi sejler sådan set også rundt i en båd vi ikke kender…og en stor en .. )
men men. vi er vel jyder for vorherre, og ind igennem Næstved fjord gik det. Der havde været slemt stille fra psyko-gasten, der ellers ikke plejer at ligge på den lade side, når det kommer til at kommentere det meste .
" det her, det er sgu eventyr" var hans umiddelbare reaktion da vi pludselig sejlede med skov til begge sidder..og det i en rende der ikke var mere end 50 m. bred. En lidt beklemt skipper tog en hel del omdrejninger af motoren. (Nervøs??? Nej nej.. det hele så bare ikke helt rigtigt ud..) det var dog rigtigt nok for pludselig ud af ingen ting dukkede bro nr.2 op, og så var vi jo nået til vejs ende.
Kran-klumpen...
I Næstved havde vi aftalt med en fyr ved navn Arild ( det skulle jeg måske have tænkt lidt over ) at han skulle løfte Tjejen på land, så vi kunne konstatere om alt var som det nu skulle. Det skal siges til hans forsvar at han havde en flot kran. Den så ret ny ud og at dømme efter Arilds håndtering af kranen og de udbrud der kom fra førerhuset, så tror jeg faktisk at den var sprit ny. For anden gang måtte skipper konstatere at en 45 fods sejlbåd…….er en stor sejlbåd. Specielt når den hænger i en kran … psyko-gasten. der ellers var begyndt at live lidt op, nåede frem til nogenlunde samme konklusion. ( dog ikke helt så begejstret som skipper, da han jo godt er klar over hvem der skal polere alt det hvide, for slet ikke at snakke om bunden.)
Resten af besætningen var nu ankommet og efter endt inspektion, fik vi igen fat på kran-klumpen Arild. Atter engang tog han kampen op med sit nye legetøj og af uransagelige årsager lykkedes det ham atter at få Tjejen flydende.
Det havde været en nervepirrende oplevelse.. Men her viste Yde for første gang sit værd som alderspræsident, idet han mente at en så uhyggelig oplevelse krævede en vis form for krisehjælp. Far Frode havde til alt held en trailer fyldt med proviant og ikke mindst dåseøl, der af besætningen blev anset for et passende middel til formålet .
Alle formaliteter og underskrifter blev ordnet, alt imens Tjejens nye besætning fik pakket og stuvet, så vi atter kunne vende næsen mod Karrebæksminde. Havde vi vidst hvad der ventede os de næste 3 døgn tror jeg måske at stemningen havde været en anelse anderledes, men det kan man jo kun gisne om.. det blæste en del mere på vej ud igennem fjorden og i Karrebæksminde måtte skipper konstatere ( for tredje gang ) at en 45 fods sejlbåd er en…. At både bådebro og for den sags skyld båd holdt til det anløb der blev forsøgt, kan man jo godt undre sig lidt over.. men til Tjejens ros skal det nævnes at hun bakker ret godt…
Ind til en bro kom vi dog, og efter en lettere forvirrende diskussion om hvorvidt det nu var bro, vind eller noget så indlysende forkert som at det var skipper der var noget galt med, blev der kaldt til skafning. Der er nu ikke noget som varm lasagne og karton-rødvin efter en hård dag på søen ..og da vi først havde fået rigget Frode Jensens camping gas varmer til var der ingen ende på hvor hyggelig turen skulle blive. At det blæste mere og mere det var der ikke nogen tvivl om, men der var jo varmt og godt der hvor vi var, så af skipper og besætning blev det anslået som en mindre detalje. Vi skulle jo også kæmpe os igennem dagens anden varme ret. Til ære for gamle Madsen synes jeg at netop hans hof ret skulle på menuen, så derfor fik vi varm kartoffelsalat med døde fingre og frikadeller... kanon mams når man sidder i en båd og det blæser en halv pelikan udenfor. At karton-rødvin har en holdbarhed på min. 6 mdr. det har far Frode for længst fundet ud af at det passer ikke.. det ved jeg også nu.. og at jeg som skipper denne Torsdag lavede en taktisk brøler…. Det vil jeg godt ,om end hårdt presset, indrømme. Men jeg synes at besætningen havde gjort et pænt stykke arbejde. Nu havde jeg ikke lige en romdunk ved hånden, så for at bibeholde en af de ældste maritime traditioner bare lidt, blev der uddelt irsk kaffe.. det skal jeg lige hilse og sige at det gør man ikke ustraffet... en meeeeeeeget lannnnnnng samtale mellem Yde og psyko-gasten udviklede sig i løbet af aftenen til uanede højder , der holdt resten af besætningen vågen længe.. og det vel at mærke uden at vi andre på noget tidspunkt fattede en brik af hvad det i det hele gik ud på…
- at vinden var tiltagende det havde vi dog fanget…. men som min mentor moster Ib sagde " vi skal bare lige ud i det " ( lang tænke pause )
Ja og når vi så kommer op til Stigsnæsværket, så skal vi bare falde ca. 20 grader. Derefter er det bare op med patten ( læs spiler ) også moser vi der op af med 10-12 knob.
. . .
Der er langt til Stigsnæs...
Da jeg vågnede fredag morgen kunne jeg konstatere 2 ting.
1. jeg havde været heldig med besætningen (idet at det lugtede af frisk brygget kaffe )
2. vinden var langt fra flovet..
Under morgenmaden måtte vi erkende, at vores oprindelige plan nok måtte revideres en anelse. I stedet for solbriller blev Harboøre-habitterne fundet frem. Vi var meget enige om at der ikke var grund til at gøre storsejlet klar…. Dog herskede der en del tvivl, for ikke at sige uenighed om, hvordan vi skulle komme væk fra pladsen hvor vi lå. Teorierne var mange.
Nede i bunden af Tjejen ligger der en Volvo Penta 43 turbo diesel… Denne, på dette tidspunkt, fantastiske motor havde dagen i forvejen udvist en fremragende evne til at bakke.. dette argument blev udslagsgivende og med moster Ib ved roret gav vi los og bakkede (som død og helvede ) ud fra pladsen. Bort set fra vindens hylen i riggen, var der meget stille ombord, da Madsen satte i fremad-gear. Sekunderne føltes som år. Vi drev. Vi drev mere. Og lidt mere endnu. Bolværket på den anden side af havnen kom faretruende nærmere og nærmere og af uvisse årsager blev fendere flyttet fra en side af båden til den anden .. og så kom hun.. som en majestæt fik Tjejen fat i vandet og svingede nok så flot ud i mod det ukendte..
At sejle i modvind, det har alle prøvet. Men så meget modvind og så så meget imod….. det er trals. Det skulle ikke tage lang tid på vandet for at finde ud af at båden ikke var specielt vandtæt.. det skulle med andre ord kun tage ca. 10 min at konstatere, at det faktisk var det rene badeland. Vi kunne ha' solgt billetter til en tysk børnefamilie.. en 45 fods sejlbåd er en stor sejlbåd, og der er mange luger der kan sluge en masse vand..
Nå, men vi var jo kommet for at sejle .. og da Tjejen jo er (var) udstyret med selvslående rullefok, skulle det jo være en smal sag.. og det gik da også fint……… Sådan da.
At det lykkedes os at rykke den selvslående skinne op af dækket for derefter at bøje den til ukendelighed… ja det ka` jo ske.. (tænkte skipper der så småt så 1000-kronesedlerne flyve rundt )
Der diskuteres stadig (og jeg nævner ingen navne) om én måske var lidt emsig ved el-spillet. I hvert fald blev faldet også revet ud af fokken...
Man kan ikke rigtigt snakke om panik om bord.. kun en let omgang forvirring. Igen viste Yde sit værd. Trods sine 65 år var han den første til at springe på dæk for at redde de sørgelige rester af det, der engang var en fok.
Det er fint nok…. Problemet er bare at en 45 fods sejlbåd er en stor sejlbåd………
og når det blæser 22-24 meter i sekundet, så kan man ikke rigtig høre hvad der bliver sagt fra fordækket. Fordækket kan ikke rigtig høre hvad der bliver sagt fra agterdækket. Så der sad den gode Yde, godt nok i overlevelsesdragt, (men en ikke helt vandtæt en af slagsen) og hoppede op og ned alt i mens vandet bogstavelig talt væltede ind over ham. Nu er jeg jo i den heldige situation at min besætning er en meget veldisciplineret en af slagsen. Trods div. kommunikationsproblemer lykkedes det besætningen ved fælles hjælp at bjærge sejlet.. i mellemtiden drev vi af sted med 3,5 knob for rigget alene ( ikke dårligt ).
Efter en kort og hidsig rådslagning blev der besluttet, at vi jo så måtte prøve med storsejlet alligevel. Det blev en dyr beslutning.. Jeg skal ikke gå i detaljer .. blot vil jeg lige nævne at der er en yderst ubehagelig lyd når et storsejl revner på kryds og tværs...
Bange-øl..
Man skal jo lære så længe man lever. Denne fredag formiddag lærte jeg at mit ordforråd indeholder hidtil ukendte gloser. Førstestyrmand Madsen fik en verbal kølhaling, da skipper var ret sikker på at han igen havde pillet ved det før omtalte el-spil. Heine, der ellers havde været meget tavs i et stykke tid, gav udtryk for at "nu kunne det fandeme være nok" .. Med ordene "I er sgu sindssyge" trak han hovedrystende ned under dæk… Per Madsen viste sig at have et stort overskud. Stille og rolig valgte han at dele sin morgenmad/kaffe med havets fisk.
I det samme begyndte en svag motor-alarm. En hylende lyd som ikke kunne forklares.. På dette tidspunkt begyndte skipper at tvivle på om det her nu også skulle gå godt. Der var i hvert fald ikke ret meget Erik den Røde over ham. Utæt båd, ingen sejl og en motor der brokker sig.. Jeg var lille.
For første gang på turen kunne der spores en let trykket stemning ombord og det ville være synd at sige, at luften var fyldt med vittigheder. Men så er det jo rart at man har Jørgen Yde med. Mere som en konstatering end en egentlig forespørgsel (som ville ha` været på sin plads) slog den sindige jyde fast, at hvis en bange-øl nogensinde skulle være berettiget, så var det nok nu. Ro og orden blev med eet genoprettet og med nød og næppe havde vi undgået et nært forestående mytteri…..
Efter endt konsultation med et lettere udblødt søkort tog skipper den tunge beslutning, at vi måtte søge nødhavn i Korsør. At vi nær havde banket båden på grund på kun 1,5m vand og at Yde måtte lægge ryg til en yderst ubehagelig haglbyge var dog med til at lette beslutningen en del.
Jeg ved ikke hvad det er der gør en mand til en mand. Jeg ved bare at skipper og besætning følte sig som nogle helvedes karle da vi lå i Korsør.
Vi måtte sande at karton-rødvin ikke er specielt resistent overfor saltvand. (Så vi nøjes med pose-rødvin til vores lasagne ) Det gælder i øvrigt også multimeter , label writer, div. tøj og andre løse genstande der havde været med i badeland.
En venlig sejlmager-lærling hentede vores fok og lovede at bruge sin fredag aften på at sy. Det var vi selvsagt taknemmelige for. At vi havde en del selvtillid og mandsmod der skulle opbygges (eller nedbrydes ) det stod helt klart. Og da vi jo ikke ligefrem var nået til j-dag i Ålborg, måtte vi ty til den medbragte nødproviant på dåse. En begivenhedsrig og - skal jeg da lige komme i tanke om - dyr dag tog en let tåget afslutning.
Et ordsprog siger: Når man ser lyset for enden af en tunnel, skal man ikke glemme at det KAN være et modkørende tog.
At det passer, det lærte jeg fredag d. 5. november 2004 ombord på Tjejen.
Pælebankeren
Lørdag morgen måtte skipper nedskrive i logbogen at gårsdagens mental-medicin havde sat sit tydelige præg på besætningen... og det var ikke sådan helt i positiv forstand. Dog var der lavet kaffe og jeg kunne tilfreds konstatere at der ikke var den helt store efterspørgsel efter morgenbitteren. Vi havde under manddomsritualet dagen forinden lovet havnemesteren at vi nok skulle forhale Tjejen inden kl. 7.00. Det lykkedes os så ikke helt at nå den deadline.
Af uransagelige årsager var motoren igen begyndt at opføre sig normalt, så med en hård vind fra nord forlod vi Korsør. Det var en flot dag på vandet. Solen skinnede fra en næsten blå himmel, og hvis man ellers kunne abstrahere fra alt det vand der til stadighed kom ind alle steder, så havde vi det ret godt. Meget passende forsvandt de sidste rester af tømmermænd netop som vi passerede Storebæltsbroen. En passage hvor muremesteren Yde underholdt resten af besætningen med et af hans utallige foredrag. Tjejens besætning havde efterhånden vænnet sig til disse foredrag. Så velvidende at der før eller siden ville komme en pointe af ikke ringe betydning for gasternes ve og vel, lod de ham snakke. Vi var da heller ikke kommet mange meter forbi broen før Yde proklamerede, at han endnu aldrig havde sejlet under en bro uden at få en såkaldt bro-bajer... Nu forstår skipper jo godt et vink af en vognstang, så Heine blev straks sendt i badeland for at udbedre skaden. Heine er en (til tider) meget tjenstvillig gast og med ordene "Ham der Yde er jo ikke helt dum" forlod han dækket for at tjekke provianten på dåse .
Størstedelen af formiddagen blev der holdt skarp udkig. Ikke så meget på hvad der skete omkring os, men med Per Madsen. Mest for det tilfældes skyld, at der nu skulle være noget at dele ud af. Men jyden han er stærk og sej…. Og der sad han og så meget dagdrømmende ud. Han lignede ikke en der, trods vand, blæst og lunken dåseøl, havde lyst til at være andre steder end lige nøjagtig midt på Storebælt.
For vores ny-reparerede fok og en motor i topform gik det nord på. Da vi i et par timer havde "banket pæle" søgte vi over mod Fyn siden, i håb om at det gav lidt bølge læ . At " banke pæle" er ikke specielt fedt. Hvert minut løfter stævnen sig højt ud af vandet, for så at lande igen ( meget lidt elegant ) med et øresønderrivende drøn. Igen og igen og igen… hver gang er man sikker på at nu er der da noget der er går i stykker. Man får en helt bestemt rytme i kroppen, når man har "banket" længe nok. Når båden løfter sig, trækker man helt automatisk hovedet ned mellem skulderne, for at dække ørene for det drøn man ved kommer… og man dukker sig. Man ved jo også godt at vandet kommer... Og at påstå, at vi havde haft en heldig første dag ville være en grum overdrivelse. Derfor vil de fleste nok også godt kunne forstå at det tog pænt meget på skippers nerver med alt det der "banken pæle " igen og igen og igen og igen.
Sprayhood og autopilot
Moster Ib har altid haft den påstand, at har man en sprayhood monteret ombord, så er man ved at være for gammel og for magelig til at sejle. "man kan jo hverken mærke vind eller vejr" plejer han at sige.. Det er også sket at snakken har rundet emnet autopilot. Her er det ret ofte hørt, at Madsen har afsluttet diskussionen med : " hvis man vil sejle med autopilot, så er det altså fordi man ikke gider sejle mere og det er også kedeligt" . Dem der har været i diskussion med Moster Ib ved godt at han sjældent, for ikke at sige næsten aldrig, gir sig, når først han har sat sig noget i hovedet. En holdning er en holdning og sådan er det nu engang.
Når man nu, som i skippers tilfælde, har fået det meste af sin sejler-opdragelse hos Ib Madsen, kan det jo ikke helt undgås, at der bliver adopteret en mening eller to. Jeg skal da heller ikke sige mig helt fri for måske ( lidt) at have tendens til, at mene om autopilot og sprayhood som Ib. Men lad mig slå fast en gang for alle: DET GØR JEG IKKE MERE. (Jeg tror nu heller ikke at moster Ib er så stålfast mere som han måske har været!!
Psyko-gasten havde, foruden lidt farve i kinderne, fået sit (næsten) ukuelige livsmod tilbage. Ydes forslag om en bro-bajer havde gjort sin virkning, så det lykkedes skipper at overtale føromtalte gast til, at tage en tjans ved roret. Rattet på Tjejen er pænt stort. Dog er det ingenting sammenlignet med det smil der voksede frem på psyko-gasten .. Efterhånden som Heine fandt ud af, at det faktisk VAR ham der bestemte hvor vi sejlede hen og ikke bølger, vind og vejr, ja så voksede Heine også. Forvandlingen fra psyko–gast til verdensmanden fra Uglebølle var fantastisk, og som en anden Lord Nelson førte han Tjejen ud i det noget urolige Samsøbælt. Nu er det bare sådan, at selv verdensmænd bliver trætte. Det skal dog siges til Heines forsvar, at hverken vind eller bølger havde taget af i styrke eller størrelse. Tjejen bankede fortsat pæle på sin nordlige kurs, og det kan godt være sin sag at holde en 45 fods sejlbåd på ret kurs under disse forhold i ret mange timer ad gangen. Det var derfor en stor lettelse for den tilbagevendte psyko-gast, da Moster Ib sagde det magiske ord: Autopilot. En enkelt eller to af den øvrige besætning fik deres dåse-proviant galt i halsen, og skipper var en kort overgang svært bange for mandens mentale tilstand. Indrømmet, det blev en drejning på turens videre forløb. Vi vidste godt at den autopilot der er ombord, er en af de største der findes til lystsejlads. Men det skulle snart vise sig, at den var intet mindre end et sandt vidunder. Snart fandt den samlede besætning ned under dæk for at samle kræfter. For længst havde vi jo konstateret at vi var den eneste båd på Kattegat denne dag (det skulle man måske ha' tænkt på ) så argumenterne for at holde udkig havde ikke den helt store gennemslagskraft
Som skipper var det efterhånden gået op for mig, at mit største ansvarsområde lå i at holde moralen høj hos besætningen, så der blev udelt et glas pose-rødvin pr. mand. Moster Ib gjorde sig til talsmand på besætningens vegne og annoncerede at han, under et stille forligsmøde med bådens nye besætningsmedlem, havde forhandlet nye rationer hjem. Det nye medlem var allergisk over for alkohol (hed det sig nok så flot) så en noget frustreret skipper kunne derefter kun se på, mens besætningen delte autopilotens rødvin.
Når man banker pæle er der en del mere lydt nede i båden, end der er oppe på dæk og det er nok det faktum der gjorde, at ikke hele autopilotens ration forsvandt.
I let opløftet stemning, var det igen tid til et foredrag og lidt social samvær oppe på dækket. Her fandt jeg og Moster Ib ud af, at en Sprayhood ikke er nogen dum opfindelse (ser dog stadigvæk dum ud) idet den jo faktisk fangede det meste af det vand der til stadighed kom ind over os for fra. Ude i horisonten kunne vi svagt skimte Samsø og indimellem bildte vi hinanden ind at det måske var lidt som om at vinden var ved at flove.. det var nu ikke tilfældet, men man skal jo ha tiden til at gå, og der er ikke meget underholdning i at banke pæle.. igen og igen og igen.
Hvor er Heine?????
Samsø er en dejlig ø når solen skinner. Men vokseværk, det har den aldrig været berømt for. Fra det tidspunkt hvor øen blev spottet i horisonten, til vi faktisk havde Samsø tværs om bagbord, gik der umindelige tider. Det kan godt være en smule monotont at sejle for motor og autopilot, så den (næsten) samlede besætning lagde villigt øre til et foredrag, om en tur som Yde en gang havde foretaget med sin elskede skancap "Hjerter Dame" . Ikke noget usædvanligt i det. Det var først da skipper, under hårdt gruppepres, gik under dæk for at tjekke dåseprovianten, at han anede uråd. Der var noget galt - igen...
Der var vådt over det hele. Det var på denne del af turen jo helt normalt, og ikke noget at undre sig over. Nogle gevaldige brag, dels fra en løbsk gasvarmer og dels fra den stadige banken pæle. Det vænner man sig jo til.
Skal vi bare kalde det en bred panik.
Det gik op for skipper at der rent faktisk var en gast der ikke var til foredrag. Tilbage på dækket og noget beklemt ved situationen, måtte skipper stille det triste spørgsmål: Er der nogen der har set noget til Heine????
Yde der, efter lang tids opbygning, var nået til historiens klimaks, gik i stå.
De 2 brødre Per og Ib (der ellers - lidt uforskammet Ydes foredrag taget i betragtning - var godt i gang med samtalen om deres fælles motorcykel projekt, gik i stå.
Der blev stille…
Allan Olsen har en gang skrevet en linje : " en stilhed jeg mindes fra før jeg blev født ".
På trods af vindens hylen og de vedblivende brag fra de berømte pæle, så var det netop den stilhed der var. Heine Bang har aldrig været berømt for sine evner til at pisse, hvis der var gyngende grund under fødderne. Den første teori gik derfor på, at han jo nok lå et eller andet sted mellem Fyn og Samsø. (En kort debat endte med enighed om, at han trods alt havde redningsvest på!). Yde, der jo var blevet afbrudt i en forelæsning og derfor havde ret til et "come back", mente at det jo måske var en god ide at gennemsøge båden, inden vi satte en eftersøgning og søværnets operative kommando på sagen. En 45 fods sejlbåd (med 4 kahytter ) er en stor sejlbåd… og jo jo… i en af de dertil beregnede kahytter lå psyko-gasten og sov.. (Der er et eller andet med Heine Bang og vand der gør, at der SKAL soves. Mindst halvdelen af hver sejlads..
En kort overgang havde besætningen afskrevet psyko-gasten. Fra lord Nelson til fiskeføde mellem Fyn og Samsø. (Heine vil forstå sætningen : " Hvis man ligger på et dødt ben")!!
At straffen, grundet skippers håndtering af situationen blev hård, det kan han jo kun takke sig selv for. Besætningens (i øvrigt overenskomststridige) krav var psykolohjælp på stedet. Ude i det store ingenting har man ikke mange muligheder, så atter en gang måtte jeg ty til den engelske flådes metoder til at håndtere en besætning på randen af mytteri.
I den dertil beregnede førstehjælpskasse blev der fundet medicin frem. At jeg som skipper nok skal lære lidt mere om dosering, det er der ingen tvivl om. For inden jeg havde sagt " i læ af Samsø" var hele besætningen gået om læ, for at følge Heines eksempel…..
Der er da rigelig diesel…
Besætningen gik altså omkuld. Også psyko-gasten. Nok en gang havde han misforstået et sømandsudtryk. ( Hvordan skulle han da i grunden også vide at "dobbeltvagt" som regel er noget der foregår på dækket og ikke i en lun køje. )
Tilbage var altså kun Per Madsen og skipper. Med Per som fast mand i udkiggen og skipper som kaffehenter gik det stik nord på. Jeg må nok indrømme at de saltvandstunge øjenlåg efterhånden var ved at få magten. Dog ikke noget som en "Tjejen cocktail" ikke kunne gøre noget ved. En "Tjejen cocktail " er en vidundermikstur bestående af 4 dele kaffe, 6 dele cigaret, 3 dele dåseproviant og 2 dele avec. (Obs!!!! Det anbefales at man indtager ingredienserne hver for sig, da miksturen ellers har fremmende virkning på fx søsyge. )
Netop som kampen mod øjenlågene blev vundet og netop som Per kunne berette at der ikke var noget nyt at berette, fik vi øje på den. Den var stor. Den var rød og flot. Når man, som vi jo var, er så tæt på, er den næsten skræmmende smuk. At se solen forsvinde ned i havet en kold november dag er og bliver en fantastisk oplevelse. Det er ikke til at forstå at noget kan være så koldt og så storslået på samme tid. Det var live-underholdning på højt plan. Med salige smil på læberne nød vi filmen der varede i ca. 12 min... - 12 minutter hvor bøvl og problemer ikke helt eksisterede og hvor vi følte os meget privilegerede. Det skulle dog hurtigt blive hverdag igen.
Vi havde jo regnet lidt frem og tilbage i Korsør og var der blevet rørende enige om, at hvis der var noget vi havde nok af, så var det diesel. Som skipper havde jeg delegeret opgaven med udregningen til et par af de gaster der havde specielle evner på det felt. Det er jo vigtigt at man stoler på sine folk, så det var en noget undrende skipper der kiggede på murermester Yde, da denne stak hovedet op på dæk, for at spørge om vi godt var klar over, at der kun var en kvart tank diesel tilbage. Med et meget lidt fattet ansigtsudtryk og et meget meget lidt intelligent svar, kunne skipper kun sige: "øøøøøhhhhhe hva' ?????"
Klokken nærmede sig 21.30, og til dem der skulle være i tvivl, kan jeg oplyse at det ikke ligefrem vælter rundt med tankstationer i Kattegat. De efterhånden meget opløste søkort blev igen fundet frem.
Vi var nogenlunde klar over hvor vi var.
Men hvor f… skulle vi finde en havn der havde en dieselstander der var åben og tog dankort i november måned kl. lort om natten …(Jeg ved ikke helt hvad de gjorde på Nelsons tid. Jeg mener de havde jo ikke mobiltelefoni.. ) I hvert fald blev der ringet rundt til forskellige forbindelser der måske kunne huske et eller andet, eller måske havde adgang til nettet. Der var ikke det store held af anstrengelserne. Det eneste vi kunne slå fast var at det nok ikke kunne betale sig at sejle til Hjelm, i det øen kun er beboet i sommerhalvåret og derfor nok ikke fyldt med diesel i november. Der skulle jo tages en beslutning og efter megen diskussion frem og tilbage slog moster Ib fast, at tankmåleren nok var ligeså upålidelig som resten af båden. Det skulle, ifølge hans udsagn, være til vores helt klare fordel. Måleren var med garanti fejlplaceret, og viste derfor ikke rigtigt. Vi kunne såmænd sejle tilbage til Storebæltsbroen og starte forfra hvis vi ville. For hvad ved en bådebyggerlærling om placering af tankmålere???????
Øøøøøøhheee???? - var skippers svar (igen )..
(Til besætningens ros skal det lige siges at ingen bakkede op om det stillede forslag om at starte forfra.)
Altså blev det Grenå. En havn man ellers (hvis man har været der en gang) helst prøver at undgå. Der er 14000 kilometer til alting, mågelort over det hele og en flaske øl koster 15,50 hos havnehøkeren.. men men. Nu var vi jo ikke på jagt efter flaske øl. Vi skulle bare have noget petroleum så vores ekspedition kunne fuldføres.
Ydes (skal vi kalde det...) nødopkald havde godt nok sat gang i et naturligt vagtskifte, men jeg fik ikke sovet ret meget. (jeg misunder nogle gange psyko-gasten ).
Per havde fået en af de køjer med et utæt vindue over og skipper kunne hele tiden høre "lyde" der ikke skulle være der. Derudover er der den lille detalje, at når det er mørkt og man er om læ, ikke kan se bølgerne. Bådens bevægelser virker derfor meget ukontrollable. Det, sammenholdt med de meget høje drøn der går igennem båden når den banker i en ny sø, gør at man ikke bare falder i søvn. Man ligger der i sin køje og føler sig som en kugle i en lotto-trækning. Man sover ikke helt og hvert kvarter vågner man op og kan ikke helt forstå hvad der sker omkring en. Da jeg for 7. gang vågnede, var det til en meget højlydt motor i et meget højt omdrejningstal. - Nu er den sgu gal igen, tænkte skipper, der jo var ret overbevist om at vi stadigvæk var ude på åbent hav. Motoren brølede som en liderlig elg. Så hostede den for så at gentage sine imponerende brøl. Imellem host og brøl kunne besætningen svagt høres i nok en endeløs (og højlydt) diskussion. Grundstødning, fiskegarn, havari og al verdens undergang for igennem hovedet på skipper, alt imens han baksede med sovepose og gummistøvler. En hurtig hovedkalkulation gjorde det klart, at det trods alt kun var 8 år siden redningsflåden sidst havde været til tjek, så med det i baghovedet gjorde jeg min entre på dækket. I det her tilfælde kan man ikke tillade sig at snakke om skuffelse. Dog må jeg indrømme at det var en lidt flad fornemmelse at konstatere, at det bare var moster Ib, i færd med at at lægge Tjejen til kaj ved en dieselstander i Grenå, der var grund til alt postyret.
Det der … det er sgu en mole...
At have sø-ben er noget underligt noget. Men efter knapt et døgn i søen, i det man nok må kalde rigelig med vind og bølger, knep det en anelse med at gå helt normalt. Ret hurtigt blev vi lænset for de sidste kontanter (irrelevant, da turen i Jomfruganegade jo for længst var taget af programmet ) og med frisk diesel i tanken stævnede vi atter nord på.
Det er sjovt nok. Alle, og jeg mener alle, har været i Grenå - mange mange gange. Ikke af lyst, men af den simple grund at det næsten er umuligt at komme uden om Grenå når man er sejler. På ferie og på forlægningssejladser ender man altid i fu…ng.. Grenå . Det er jo ikke sjovt i sig selv. Det sjove er, at man altid glemmer den der trælse "saltgrund" der er lige udenfor Grenå havn. Jeg har aldrig været forbi Grenå uden at der har været problemer med navigationen. Jeg har heller ikke hørt om andre der har.
Det er svært nok i dagslys. I mørke med opløste søkort og et delvist defekt computerprogram, ja der skal det jo gå galt. Man skal ud af lystbådehavnen og så ca. 1/2 sømil nordpå. Så skal man halvvejs ind i fiskerihavnen for at fange en vestlig kompasafmærkning. Så langt var vi nogenlunde enige. Problemet opstår når man skal skelne de forskellige lys fra hinanden. På Grenå havn er der ret mange trafiklys der er med til at forvirre billedet en anelse.
(I øvrigt en lektie jeg lærte sammen med morfar Madsen da jeg var 13 år. Madsen havde på det tidspunkt ikke været i Grenå i ca. 15 år og var derfor en kende forvirret over de mange retningsfyr (læs trafiklys) der var kommet til siden sidst. Nu siger man jo ikke sin gamle morfar imod, men da vi havde sejlet frem og tilbage foran Grenå havn i 2 timer, dristede jeg mig (trods min ringe kendskab til navigation) til at spørge om det ikke var lidt underligt at der mellem de røde og grønne blink kom et gult, der jo ikke varede så længe som de andre. Jeg husker ikke snakken som værende livlig da vi lagde til, og straffen kom da også prompte dagen efter. Jeg blev sat til at fiske. Når man er 13 år så er det jo fedt at hive den ene skrubbe op af havet efter den anden. Da jeg havde fanget 15 stk. kom gamle Madsen så og gav mig lektion nr. 1 i, hvordan man i grunden behandler en skipper. Tørt og jysk fik jeg besked på at fisken skulle renses og at der jo nok var fisk til ca. en uges forbrug. Det var straf. Og den kom fra en mand der var fra den gang, hvor skibene var af træ og mændene var af jern….. og sådan en mand siger man ikke imod)
Der gik junglerodeo i den. Det fløj igennem luften med kurser som den stakkels rorsmand skulle følge. Snart var det 0 grader nord. Så blev det 348, 02, 358, osv. osv. Uanfægtet sejlede moster Ib dog af sted. Han mente nok at vide (som så mange sejlere før ham) hvilken vej vi skulle.
Der kommer et tidspunkt i en hver skippers liv hvor man må tage en principbeslutning. Det skulle da heller ikke tage lang tid med en kikkert for at erkende, at det som Moster Ib mente var en kompasmærkning, måske ikke helt levede op til standarden for den slags. Det er altså ikke normalt at en kompasafmærkning er 20 meter lang og at bølgerne bryder rundt langs kanten. Der var godt nok lys for enden, men med vores kurs ville vi planforsænke fænomenet ca. midt på.. (et sammentræf der nok ikke ville ha' været til vores fordel.)
Det der…… det er sgu en mole og nu drejer du…!!!
Når man kommer tæt nok på så ser tingende som regel lidt anderledes ud. Dog synes jeg at netop denne mole var en anelse for realistisk. Vi kom da også så tæt på at selv moster Ib måtte indrømme at selv med en Volvo Penta 43 turbo diesel, ville det nok ikke ha' lykkedes os at forcere den nært forestående forhindring.
Vel fri af både grund og mole fortsatte vi rejsen. Der blev igen skiftet vagt (hvor det igen lykkedes Heine at nappe en lur) og da vi rundede Jyllands næse kunne vi sætte en stump sejl. Skipper og Per havde igen fundet ind i et stålsat samarbejde. Skipper hentede kaffe og Per holdt udkiggen. Vinden var langt om længe begyndt at flove en anelse og der var ikke mange skyer på himmelen. Søen havde også lagt sig en smule, så med god fornemmelse i kroppen og med stjernerne til at vise vej, trampede vi af sted med 6-7 knob mod vores endelige mål Limfjorden…..
